Vores marketingafdeling mangler en kreativ sjæl – er det dig?
Vi ved det godt … Der er mange, der gerne vil have dig. Altså dig, der altid har den gode idé til let at formidle det komplicerede. Dig, der kan tage en strategi ned fra de højere luftlag og gøre den konkret. Dig, der kan lave content, som både er spændende, men også har en agenda. Selvom du er eftertragtet, synes vi godt, vi kan matche alle de andre, der bejler til dig – så læs du bare videre her.
Content, content, content
I Jansson Gruppen har vi en ambitiøs og skarp marketingstrategi, som skal hjælpe os med at lave målrettede og værdiskabende markedsføring og kommunikation – og vores content creator brygger i øjeblikket liv, så vi mangler snart en barselsvikar. Sådan en, der kan få content til at flyve.
Vi søger dig, der sammen med vores Brand Manager og studentermedhjælper kan udgøre et stærk marketingteam.
Din rolle bliver udførende. Du skal derfor elske at producere content af den ene og den anden slags – og er du måske også god til lettere grafisk produktion og video.
En content creator er tit med på noderne – men vi skal holde lidt på formerne
Vi skylder dig med det samme at sige, at vi ikke er den friske fyr i flokken, der er med på alle de nyeste tendenser. Det passer simpelthen ikke til vores identitet og vores målgrupper – dermed ikke sagt, at vi ikke vil udfordres, udvikles og prøve nye ting af. Det er vigtigt for os, at vores nye content creator forstår vigtigheden af tone of voice, af brandidentitet og af målrettede kommunikation.
Hvilke opgaver får du?
Jansson Gruppen består af fire selskaber, hvor du får ansvar for at udvikle content til to af dem: Jansson El og Jansson Alarm. Derudover vil du få en central rolle i vores marketingteam og arbejde tæt sammen med Brand Manager, som du også refererer til. Dine primære opgaver vil være at:
- Producere content til e-mail-marketing, SoMe og website (WordPress). Både det skrevne som fx nyhedsbreve, blogindlæg, SoMe-posts og kundecases, men også det visuelle som fx at tage billeder, lave små videoer eller andre kreativer
- Producere content til annoncering til Facebook og LinkedIn Fx en e-bog, et whitepaper, en videodemo eller lign. til annoncering
- Arbejde med e-mail-marketing og leadgenerering i Dynamics 365 Marketing/Costumer Insights Journeys
- Hjælpe med analyse og optimering af marketingaktiviteter
- Udvikling af lettere grafiske opgaver (Canva/Adobe) Fx Janssons årlige julekort, en invitation til et jubilæum eller opsætning af en whitepaper
Hvilke kompetencer ønsker vi, du har?
Du får en stærk position i vores marketingteam og i Jansson El og Jansson Alarm, og det er vigtigt, at du drives af samarbejde. Derudover ønsker vi, at du
- Har en relevant kommunikations- eller marketinguddannelse
- Taler og skriver flydende og korrekt dansk (fordi vi kun henvender os til DK og udelukkende laver materiale på dansk)
- Er udadvendt og har let ved at skabe gode relationer
- Har nogle års erfaring med B2B-marketing – enten fra lignende stilling eller bureau
- Er resultatorienteret, ansvarlig og struktureret
- Har erfaring med Canva, Pixelmator eller Adobe
- Har en god teknisk forståelse – både af systemer og af forretning. Vi er en teknisk forankret virksomhed, hvor både vores interne processer samt de ydelser og produkter, vi sælger, er af teknisk karakter
Det kan du forvente af os
Hos Jansson er vores ambition at få så mange dygtige, engagerede og gode menneske med i klubben som muligt. Vi går op i at møde verden med et smil og med god samvittighed, og vi elsker at arbejde som et team.
Vi har store ambitioner og vil (og kan) enormt meget i huset. Du bliver en del af en virksomhed med ca. 230 engagerede og dygtige kollegaer, som alle arbejder for at gøre vores kunder glade.
Jansson er en solid, familiejet virksomhed, der i år kan fejre 129-års fødselsdag. Jansson Gruppen rummer Jansson Alarm, Jansson Kommunikation, Jansson El og IFACT.
Her er højt til loftet, plads til både personlig og faglig udvikling – og en hverdag med en let og uformel tone. Vi prioriterer fællesskab og sociale aktiviteter, men også fokus og faglighed, når der skal leveres.
Vi ønsker ansættelse i maj eller juni, men venter gerne på den rigtige person. Vi tilbyder løn efter kvalifikationer, en god pension og sundhedsforsikring samt fleksible arbejdstider. Stillingen er på 37 timer.
Dit faste arbejdssted bliver på Dianavej i Vejle, men du har også mulighed for nogle dage at sidde i vores forskellige afdelinger eller arbejde hjemme.
Vil du være med på holdet?
Hvis du kan se dig selv i rollen som vores barselsvikar (og fik lyst til at læse helt hertil), så send din ansøgning og dit CV til Brand Manager Marie Hvidberg på mhv@jansson.dk.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at ringe til Marie på 25 28 56 40 – dog er hun på ferie fra d. 12. marts til 30. marts og vil ikke besvare dit opkald i perioden. Send en mail, og hun vender retur hurtigst muligt.
Vi holder løbende samtaler.