Har du en projektleder i maven? Start i Jansson El som juniorprojektleder
Jansson El søger en juniorprojektleder, som higer efter erfaring og udvikling. Vi søger dig, der endnu ikke er projektleder, men som ønsker at blive det.
Er det dig? Søg jobbet her.
Kom i ”mesterlære” som projektleder og brug din faglighed til mere
Vi har brug for endnu en dygtig projektleder til de store byggerier, hvor vi leverer el og laver installationer. Derfor vil vi hellere end gerne dele ud af vores erfaring og uddanne dig, der ønsker at bruge din elfaglighed til at blive en del af Jansson.
Som vores nye juniorprojektleder får du mulighed for at lære faget fra de bedste i branchen og stå i en form for mesterlære ved vores seniorprojektleder Ulrik. Arbejder du lige nu som formand på en byggeplads, er du elinstallatør eller projektelektriker, og har du en projektleder i maven? Så har vi den helt rette stilling til dig, hvor udvikling og faglighed er i højsædet. Du får et stort ansvar og dine egne projekter, men du har altid seniorprojektlederen ved hånden.
Dit arbejdssted er varierende alt efter projekt, men er oftest i og omkring Trekantområdet.
Hvilke opgaver får du?
Som juniorprojektleder skal du lære, og du skal udvikle dig. Det tager tid, og derfor kommer du også under seniorprojektlederens vinger, som du dagligt har sparring med. Dine opgaver kommer til at ligne en projektleders - vi tror på learning by doing. Opgaverne er fx
- Projektledelse af større og mindre projekter
- Understøtte forhandlinger med kunder og leverandører
- Udvikling af medarbejdere i projektteams
- Sikring af kvalitet og økonomisk ansvarlig gennemførsel af projekter
- Kalkulationer både før og under projekter
Hvilke kompetencer ønsker vi, du har?
En dygtig projektleder har ikke kun øje for projektet – han/hun har også øje for de medarbejdere og samarbejdspartnere, der er på projektet. Derfor er det afgørende for succes i stillingen, at du er dygtig til at skabe relationer og har en social tilgang til jobbet. Derudover ønsker vi, at du
- Er uddannet og har erfaring som elektriker og/eller elinstallatør
- Arbejder eller har arbejdet som formand på byggepladser eller komplekse projekter
- Er vant til at begå dig i miljøet på en byggeplads
- Er kvalitetsbevidst og har stor faglig stolthed
- Har gåpåmod og drives af frihed under ansvar
- Har forståelse og respekt for andre faggrupper end din egen
Det kan du forvente af os
Hos Jansson er vores ambition at få så mange dygtige, engagerede og gode menneske med i klubben som muligt. Vi går op i at møde verden med et smil og med god samvittighed, og vi elsker at arbejde som et team.
Jansson er en solid, familiejet virksomhed, der i år holdt 126 års fødselsdag. Udover Jansson El, som du kommer til at være en del af, rummer Jansson også Jansson Alarm, Jansson Kommunikation samt IFACT. I alt er vi omkring 230 medarbejdere.
Her er højt til loftet, og der er masser af plads til personlig og faglig udvikling. Vi ønsker et stærkt fællesskab på tværs af hele Jansson og tager initiativ til mange sociale aktiviteter. Bl.a. skåler vi weekenden ind i fredagsbaren og afholder padelturneringer.
Vil du være med på holdet?
Har du lyst til at være med på holdet, så send din ansøgning og CV til adm. direktør Mark Vildbrad på mailadressen mvi@jansson.dk
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at give seniorprojektleder Ulrik Hansen et kald på tlf. 22 22 59 12
Vi ønsker ansættelse hurtigst muligt.