Jansson Alarm
XL Byg Korsør
Hos XL Byg i Korsør er der ingen statisk sikring
Når tyveri er en naturlig del af hverdagen, skal der tænkes i alternative sikringsløsninger. Sikring virker ikke, hvis den er statisk. Den skal kunne udvikle sig.
Det var udgangspunktet, da XL Byg Grønvold & Schou A/S stod og skulle finde en sikringsleverandør til deres nyoprettede afdeling i Korsør. Inden afdelingschef Jakob Libonati sammen med resten af teamet i februar kunne åbne dørene til den nye butik, var der mange ting, der skulle falde på plads – og sikringen blev fra start tænkt ind som en central del af helheden.
Med et forsikringskrav og adskillige, attraktive varer på hylderne i det 2.000 kvadratmeter store byggemarked, stiller hverdagen nemlig nøje krav til sikkerheden. Valget faldt på en løsning med tyverialarm kombineret med videoovervågning, som understøtter driften i dag, og som kan udvikle sig sammen med forretningen.
“Samarbejdet har fra start været lige til og med en professionel tilgang, hvor der er blevet taget hensyn til vores unikke behov. På baggrund heraf er der fundet nogle supergode løsninger, som vi allerede er rigtig glade for her i huset, og som kan vokse i takt med, at vi som forretning udvikler os,” fortæller Jakob Libonati.
En løsning, der skal fungere i praksis
Som afdelingschef har Jakob Libonati ansvaret for sikringen i byggemarkedet på Montalavej. Med mange års erfaring inden for branchen – heraf 20 år hos XL Byg og flere butiksåbninger på CV’et – ved han imidlertid også, hvor vigtigt det er, at sikringen ikke bare ser godt ud på papiret, men fungerer i praksis.
I forbindelse med etableringen blev der fundet en fleksibel løsning i tæt samarbejde med butikkens faste elektriker, hvilket sikrede et gnidningsfrit og effektivt forløb til kundens fordel.
”Som butik har vi selvfølgelig budgetter at overholde, og derfor var det også så fedt at blive mødt med en stor fleksibilitet fra deres side. Vi lavede fx en supergod aftale med Tobias (salgskonsulent hos Jansson Alarm, red.) om, at vores huselektriker kunne hjælpe med at trække kabler til installationerne, inden en sikringstekniker kom herud. Det var dødsmart og fungerede bare,” siger Jakob og supplerer:
“Bjørn (sikringstekniker hos Jansson Alarm, red.) var hernede over nogle dage sammen med vores egen elektriker, og det gik som smurt. Han er utrolig rar, mega dygtig og rigtig god at arbejde sammen med, så det var faktisk også minimalt, hvad jeg selv skulle forholde mig til. Der var jo tænkt på og styr på det hele, for vi havde jo en komplet sparringspartner med på linjen,” fortæller han.
Tryghed i en branche, hvor tyveri fylder
Jakob lægger ikke skjul på, at de ikke kan komme udenom om udfordringer med tyveri i deres branche, hvor især elværktøj og -maskiner er i høj kurs.
Netop derfor har det været vigtigt at få etableret en løsning, som både kan være med til at forebygge, dokumentere og skabe bedre overblik i hverdagen. Kameraerne har allerede vist deres værdi i praksis – blandt andet ved at gøre det muligt at identificere flere af indbrudstyvene, som naturligvis ikke længere er velkomne i butikken.
“Tyvene er dygtige i dag, og det sker ofte, vi først opdager tyveriet, når det er for sent, og vi står med tom emballage eller et lager, der ikke stemmer. Der er overvågningen rigtig god og har bl.a. gjort, at vi har fundet frem til personer, der ikke længere skal færdes i butikken. Så kameraerne virker jo,” siger Jakob.
Hos XL BYG Korsør er sikringen ikke nødvendigvis en statisk løsning. Efterhånden som butikken har været i drift, er der opstået, og vil der fortsat komme nye erfaringer og ønsker til, hvor sikringen med fordel kan udvides. Det gælder blandt andet ekstra kameraer i områder, hvor der er blevet identificeret blinde vinkler eller særlige risikozoner.
En af de funktioner, han sætter stor pris på i det daglige, er muligheden for at følge med direkte fra telefonen. Det overblik skaber stor værdi i en travl hverdag, hvor tiden er knap, og hvor hurtige beslutninger betyder noget.
“Det er altså bare drønhamrende smart, at jeg kan følge med i overvågningen fra telefonen, hvor jeg kan gå live og se, hvad der sker.”
Relationer, tilgængelighed og gode mennesker
For Jakob er en god sikringspartner ikke bare en leverandør af teknik. Det handler mindst lige så meget om relationen, tilgængeligheden og om at kunne få hurtig hjælp fra mennesker, der kender både forretningen og løsningen. Om at blive mødt i øjenhøjde og få det tekniske formidlet på et niveau, hvor alle mand kan være med.
“Det, de har været rigtig gode til, er, at de forstår det jordnære. Vi ved, at teknikken er på plads, men det har været mindst lige så vigtigt, at dialogen har været enkel, og at vi som kunde har følt os godt klædt på hele vejen. Som lidt af en teknologisk dinosaur betyder det meget for mig, at jeg bare kan ringe til nogen, der ved, hvad de taler om, og som ikke mindst kan forklare mig det, jeg skal vide,” fortæller Jakob og fortsætter:
”Hjælpen er altid tæt på, og de er lynhurtige til at finde en løsning. Nu har jeg også flere kontaktpersoner, jeg kan ringe til, som efterhånden kender mig og forretningen godt. Det personlige gør det klart lettere at være kunde – særligt på et område, som for mange måske kan være teknisk svært at finde hoved og hale i.”
“Branchen udvikler sig og ligeså gør vores forretning, så der må vi følge med. Derfor er det en tryghed at vide, at vi har en dygtig sparringspartner på hånden, som kan rådgive og imødekomme vores ønsker,” afslutter Jakob.
Fakta om XL Byg Korsør:
- Tilbyder materialer, værktøj og rådgivning til byggeprojekter inden for både det private og erhverv.
- Butikken på Motalavej er en del af XL Byg Grønvold & Schou A/S, som ejer syv forretninger heraf afdelingen i Korsør.
- Beskæftiger 12 medarbejdere.
- Har tyverialarm og videoovervågning, herunder termisk overvågning, fra Jansson Alarm.