Jansson Alarm
Billund Lufthavn
Hos Billund Lufthavn er tryghed i driften alfa og omega
Med 3,5 millioner gæster om året spiller drift og vedligehold en afgørende rolle hos Billund Lufthavn. Og med et areal, der dækker mere end 5 kvadratkilometer og over 100.000 kvadratmeter bygningsmasse, er Billund Lufthavn en kompleks størrelse. For nogen en lille by i byen, som foruden terminalen rummer både hangarer, butikker, restauranter og et hav af lejemål.
I et sådant miljø er driftsstabilitet, sikkerhed og hurtig respons ikke alene vigtigt – men en forudsætning for, at Billund Lufthavn kan fungere.
Rasmus Skjold Pedersen er afdelingschef for Drift og Vedligehold i Billund Lufthavn. Det har han været i 3,5 år, hvor han har ansvar for bygningsmassen og bl.a. sørger for at styre driften gennem vedligehold og udvikling af lufthavnens mange installationer. Det gælder bl.a. elinstallationerne og sikringsløsningerne, hvor Jansson El og Jansson Alarm i efterhånden mange år har været faste samarbejdspartnere.
”Med den størrelse vi har, kan vi hurtigt få brug for ekstra kræfter, som rækker ud over de elektrikere og tekniske folk, vi har ansat i lufthavnen. Her har Jansson El og Jansson Alarm været en fast og betroet partner gennem mange år. Udover at levere på sikringsdelen og faste serviceaftaler er de bl.a. trådt til ved spidsbelastningsperioder, fx under corona, og ved en lang række større og mindre projekter, hvor vi har haft brug for ekstra elkompetencer,” fortæller Rasmus.
Når driftssikkerhed er afgørende – og erfaring gør forskellen
I Billund Lufthavn er aktivitetsniveauet konstant, og derfor er driftssikkerhed altid i fokus. Som Rasmus pointerer, kan selv små svigt få store konsekvenser i mange henseender – ikke mindst ift. det sikkerhedsmæssige. For som lufthavn står sikkerhed højt på agendaen, og lovgivning og procedurer skal naturligvis følges til punkt og prikke.
”Det allervigtigste for os er driftssikkerhed. Så når en ny elinstallation bliver lavet, eller der bliver sat en ny alarm op, så skal det også virke, hvis fx en dør bliver brudt. For konsekvenserne af fejl kan være enorme – for ansatte, passagerer og ift. de lovmæssige krav, vi skal leve op til,” siger han.
Men med erfaring følger tryghed – og netop det skaber effektive arbejdsgange hos Billund Lufthavn, hvor hverdagen er travl, og ressourcerne skal udnyttes optimalt.
”Det er vigtigt for os, at vi har samarbejdspartnere, der kender huset godt. Det gør Jansson, for de folk, der går her, er sikkerhedsgodkendte, og mange af dem har gået her gennem flere år. De har styr på, hvordan man arbejder i en lufthavn. De ved fx, at værktøj ikke må efterlades, men skal låses inde, og at bestemte døre i praksis fungerer som landegrænser, der kun må åbnes under særlige forhold. At de har styr på vores procedurer, rutiner og logistik er vigtigt for at kunne arbejde effektivt, så vi undgår at bruge unødige interne ressourcer i en i forvejen travl hverdag,” fortæller Rasmus.
Styr på maskinrummet
For Rasmus, der har den daglige kontakt med leverandører og samarbejdspartnere, er det essentielt at kunne sætte flueben ved tre nøgleord: fleksibilitet, pålidelighed og kendskab. Det er ifølge ham fundamentet for et partnerskab, der holder i længden.
”Nu er der blevet løst mange forskellige opgaver i årenes løb, og fælles for dem er, at vi altid oplever fleksibilitet og pålidelighed. Vi ved, hvad vi får, og at opgaven bliver løst med et højt fagligt håndværk for øje. Det hænder også ofte, at jeg kontakter dem på et skævt tidspunkt, og så finder vi alligevel en god løsning med det samme, hvor de måske allerede står i lufthavnen en time senere. Det betyder rigtig meget,” pointerer Rasmus.
Samarbejdet spænder bredt fra løbende ad hoc-opgaver og ekstra bemanding i spidsbelastningsperioder til større ombygningsprojekter og faste serviceaftaler på fx brandanlæg og termografering af eltavler. For Rasmus og Billund Lufthavn er det netop den lange historik og det indgående kendskab, der gør en mærkbar forskel.
”Vi skal ikke bekymre os om, hvorvidt der bliver levet op til de retningslinjer og forventninger, vi som lufthavn har. For det gør der, og det må være essensen af et samarbejde, der fungerer. Det betyder noget med det her lokale kendskab, Jansson har, for de er godt inde i maskinrummet,” afslutter han.
En sjov historie er, at relationen faktisk har dybe rødder og går helt tilbage til lufthavnens etablering i 1964, hvor elektriker Johannes Carlsen hjalp med elopgaverne. Hans forretning blev senere til Carlsens Eftf., som Jansson opkøbte i 2011. Siden da har samarbejdet udviklet sig og fulgt med tiden – og i dag bygger Jansson og Billund Lufthavnen fortsat videre på et stærkt partnerskab.
Se vores lokale elektrikere i Billund.
Eksempler på opgaver – Jansson El
- Termografering af eltavler
- Lovpligtigt eftersyn af ABV
- Ny bygning, Multihuset
- Ny bygning, Car Rental
- Ombygning af King Amlet Lounge
Eksempler på opgaver – Jansson Alarm
- Installation og årligt eftersyn af brandalarmer
- Eftersyn af ABDL
- Installation og service af tyverialarm
- Installation og service af adgangskontrol