Jansson Alarm
Dansk Svæveflyvehistorisk Klub
Historiens vingesus kræver moderne brandsikring: Hangaren hos Dansk Svæveflyvehistorisk Klub
Da brandsikringen af den nye hangar pludselig måtte gentænkes, stod Dansk Svæveflyvehistorisk Klub over for en udfordring, der truede hele byggeriet – og især deres deadline. Med et internationalt arrangement få måneder væk var der kun én mulighed: at finde en løsning.
Når Niels Peder åbner porten til hangaren i Arnborg, er det ikke bare en bygning, han viser frem. Det er fly af træ, stof og lak. Det er næsten 100 års svæveflyvehistorie. Og det er en levende kulturarv, som han og de andre frivillige kæmper for at bevare.
Man eksponeres med det samme for den passion, som Dansk Svæveflyvehistorisk Klub er født ud af: passionen for svævefly og -flyvning af den helt gamle skole. Så da foreningen fik muligheden for at være vært for et stort internationalt event for Vintage Glider Club til august 2026, var der ingen tvivl om et stort ja. Der var dog én lille ting: For at få plads til de 60-70 gæstende fly fra 13-14 forskellige nationer, var tiden inde til at opføre den nye hangar på knap 1.000 kvadratmeter, som havde været på ønskelisten i mange år.
Midt i myndighedskrav om arkæologiske jordundersøgelser og parkeringsarealer opstod den største udfordring. Den oprindelige løsning til brandsikringen kunne ikke gennemføres – og dermed var godkendelsen af byggeriet pludselig i fare.
Nørderi med vinger og vilje
Niels Peder er bygherrerepræsentant på byggeriet. Han er 72 år og har fløjet svævefly i over 50 år – en passion, der begyndte helt tilbage i læretiden som elektriker, hvor svæveflyvning var det økonomisk mulige alternativ til motorflyvning. I dag fylder nørderiet og fascinationen af de simple flyvemaskiner stadig lige så meget som i begyndelsen.
”Det handler om at bevare en levende kulturarv af træ, stof og lak. Så hver tirsdag samles vi 15-20 frivillige – de fleste pensionister – for at nørde med historiske svævefly og vedligeholde det arkiv, der dokumenterer flyvehistorien helt tilbage fra 1927,” fortæller han.
Med sin baggrund som elektriker tog han gerne arbejdet som bygherrerepræsentant på sig, og selvom han ved lidt om brandsikring, havde han ikke set stålspærene i hangaren som et problem:
”Den oprindelige plan om at pakke konstruktionen ind i brandgips var umulig at nå inden deadline. Løsningen blev i stedet skiftet til mekanisk brandventilation (ABV, red.). Men at finde den rette ABV-løsning viste sig at være kompliceret, da hangarens store porte ikke var certificerede, så vi kunne ikke bruge dem til luftindtag,” uddyber han.
Nu handlede det ikke længere om håndværk alene. Der skulle findes en løsning, som både kunne godkendes, være økonomisk realistisk – og ikke mindst stå klar i tide. Her kom Jansson ind i billedet.
”Det er utroligt så meget, de ved om det her. Og da jeg snakkede med René fra Jansson og forklarede ham situationen, foreslog han mekanisk indblæsning i stedet. Det var det mest økonomiske alternativ til de ellers ubetalelige, certificerede porte – og samtidig forsikrede han mig om, at vi faktisk kunne nå at lave det,” fortæller Niels Peder.
Klar til historiens vingesus
I starten af juni blev den nye hangar godkendt af brandmyndighederne. For Niels Peder og resten af de frivillige i Arnborg er resultatet mere end bare kvadratmeter; nu er der endnu en hangar, der kan huse de historiske danske fly og også tage imod de mange gæster i august.
Byggeriet er drevet af alle de frivillige i foreningen, og den ånd kan gøre selv en hærdet pilot blød om hjertet.
“Der bliver man sgu lidt ydmyg. At medlemsmassen vil lægge ryg til og være med til det her, det er imponerende,” afslutter Niels Peder med henvisning til de mange medlemmer, der har finansieret projektet gennem deres kontingent og donationer.
Om Dansk Svæveflyhistorisk Klub, DASK
- Grundlagt i 1988 med det formål at bevare og flyve historiske svævefly samt dokumentere dansk svæveflyvehistorie.
- Klubben holder til i Arnborg ved Herning, hvor den råder over en omfattende samling af historiske svævefly og arkivmateriale.
- Samlingen rummer fly helt tilbage fra 1920’erne, og klubben arbejder aktivt med restaurering, vedligeholdelse og flyvning af de historiske fly.
- Foreningen drives i høj grad af frivillige, som hver uge mødes for at restaurere fly, vedligeholde samlingen og bevare flyvehistorien.
- I august 2026 er klubben vært for et internationalt arrangement for medlemmer af den Vintage Glider Club, hvor 60-70 historiske svævefly fra 13-14 nationer forventes at deltage.
- Den nye hangar på knap 1.000 m² skal sikre plads til både klubbens egen samling og de mange internationale gæster i fremtiden.
- Jansson El har stået for ABV i den nye hangar.






